I årtier har en stor del af de nationale love blot været en servil overførsel af fællesskabsdirektiver, mens Domstolen udvider rækkevidden af sin retspraksis og sin misbrugende fortolkning af traktaterne. Indtil nu kunne hvert medlemsland teoretisk set stadig afvise en politik, der var skadelig for det, takket være den resterende vetoret. Men siden den “borgerlige” konference om Europas fremtid, arrangeret i 2022 på en fuldstændig uigennemsigtig og pseudo-demokratisk måde, er afskaffelsen af denne ret planlagt. I maj 2023 erklærede valgte, men ikke bemyndigede franske og tyske ledere, at de ønsker at reformere EU i denne retning. I september 2023 fremlagde fransk-tyske eksperter deres rapport. Den 22. november 2023 foreslog en resolution fra Europa-Parlamentet at ændre traktaterne for at generalisere reglen om kvalificeret flertal i alle områder uden undtagelse og at forudse flere sanktioner mod genstridige medlemsstater. Den 29. november stemte den franske nationalforsamling for en resolution til fordel for et traktatudkast, der afstår vores suverænitet og udtrykkeligt bestemmer, at ydre grænser, civilbeskyttelse, udenrigsanliggender, fælles sikkerhed, forsvar, industri og uddannelse bliver “delt kompetence” i Den Europæiske Union, hvilket betyder, at staterne kun har en residual kompetence.

Vedtagelsen af denne reform, som vil overføre til Unionen de sidste elementer af de væsentlige betingelser for udøvelsen af national suverænitet, vil realisere drømmen for nogle om et føderalt Europa, ledet af en kommission, der officielt bærer titlen “Eksekutiv”, ledet af en “Præsident for Den Europæiske Union”. Afslutningen på national suverænitet, og dermed vores demokratier, er således klart projekteret. De europæiske folk har længe fornemmet denne berøvelse. Det opløser national og folkelig suverænitet. Det underminerer demokratiet. Franskmændene modsatte sig for eksempel i 2005 et første forsøg på føderalisering, der forseglede deres politiske og kulturelle forsvinden, men deres tøven blev fejet væk af ledere konverteret til ideologien om det “åbne samfund”. Folkedommen blev ignoreret og omgået ved parlamentarisk ratificering af Lissabon-traktaten, en simpel kopi af traktaten afvist af franskmændene. Denne proces er i gang. Vores ledere forbereder sig på at træffe en stor beslutning, der kompromitterer vores landes skæbne, deres uafhængighed og deres eksistens som nationer. Ved at udnytte den angst, krigen har fremkaldt, fremskynder de føderaliseringen uden nogensinde at nævne den, og uden at de europæiske befolkninger kan måle deres berøvelse.

Hvad angår os, afviser vi denne udvikling. Vi mener, at et post-demokratisk føderalt system er i strid med Europas ånd og det kollektive imaginære, der skaber det fælles ud fra diversiteten af ​​dets nationer og dets egen kultur. Den endelige afkobling mellem folkene og den europæiske maskine vil afslutte ansvarsfraskrivelsen af ​​nationale ledere og vil multiplicere nationalistiske reaktioner med risiko for at føre os ind i kaos. Uanset vores vision om Europa og meningen med reformen og de forestående udvidelser, må vi kræve, at et sådant betydeligt kvalitativt spring ind i det ukendte af et overnationalt system, der underminerer folkets identitet, nationernes eksistens og de europæiske staters erfaring, bliver underlagt en folkeafstemning.

Det haster med at åbne debatten om, hvad der forberedes. Valgene i juni 2024 bør være anledningen til at udtale os med fuldt kendskab til fakta om det igangværende føderalisationsprojekt samt de planlagte udvidelser. Underskriverne af dette opråb og de borgere, der tilslutter sig, beder kandidaterne på hver liste ved de europæiske valg om klart at positionere sig i forhold til disse projekter og forpligte sig til at underlægge dem folkelig ratificering.